
FREDAG d. 5. november kl. 19.30 fejrer Nørre Aaby Borgerforening sit 100 års jubilæum med et festfyrværkeri af en koncert på Viby Efterskole. I centrum for koncerten står Odense Politiorkester sammen med en række populære kunstnere, der vil præsentere en perlerække af musikalske oplevelser. Elsebeth Holtze Madsen, Matilde Skibelund og Per Thorhauge vil sammen med Odense Politiorkesters eget Kor a la Carte og orkestret, i et mere end to timer langt program give eksempler på musikkens forunderlige verden, fra opera til de nyeste musicals og dansktoppens ørehængere. Noget for enhver smag, men aldrig kedeligt!
ELSEBETH HOLTZE MADSEN, der ses på billedet ovenfor fra en tidligere koncert med Odense Politiorkester, er en stor stjerne i det fynske musikliv. De tre foregående år har hun haft hovedroller på Nyborg Voldspil, sidst som Eliza i My Fair Lady. Hun har været solist ved en række af Odense Politiorkesters store koncerter, ved Hindsholm Symfoniorkesters Nytårskoncert og i mange andre sammenhænge. Hun behersker et usædvanligt bredt musikalsk repertoire, der strækker sig fra popmusikken over musicals til det klassiske operarepertoire. Når hun synger "O Mio Babbino Caro", den berømte arie fra Puccinis opera "Gianni Schicchi", så er der ikke et øje tørt i salen. Hvad Elsebeth vil fortrylle publikum med ved jubilæumskoncerten kan vi endnu ikke røbe, men at det vil blive en oplevelse, det kan vi garantere for.
PER THORHAUGE
har haft
et utal af hovedroller i Frøbjerg Festspil og spillede denne sommer
hovedrollen som den franske plantageejer Emile i Rodgers og
Hammersteins operette "South Pacific" på Nyborg Vold. Han har været en
af Odense Politiorkesters faste solister gennem mange år, og blandt
mange andre sangnumre fortryllet publikum med sin udgave af "En
fortryllet aften", som er en af de mest elskede sange fra netop "South
Pacific". Per Thorhauge er amatør, til daglig er han politimand i
Vollsmose, men han har sunget duet med så store stjerner som kongelig
operasanger Susanne Elmark. Han er ikke bare en gudbenådet sanger, men
en fortræffelig skuespiller, komiker og entertainer.

MATILDE SKIBELUND er en ny blomst i Odense Politiorkesters buket af sangstjerner. Hun er uddannet på Det Danske Musical Akademi, og har været en af de gennemgående personer i en række TV-udsendelser, der levende har fortalt, hvordan det er at være elev på akademiet. Ikke nemt, men heldigvis har hun overlevet, og hvad hun har fået ud af sit talent og den tre-årige uddannelse, vil hun vise publikum ved jubilæumskoncerten. Vise, måske også i andet end toner, for Matilde er også en fremragende danser.

JAN LARSEN er koncertens konferencier. Ligesom Per Thorhauge er han politimand, og ligesom Per har han andre skjulte talenter. Nå, skjult er måske så meget sagt, for som billedet ovenfor viser, er han ikke bange for at vise sig frem. Vi ser ham her sammen med Kim Sjøgren og Henrik Lykkegaard ved Odense Politiorkesters Julekoncerter sidste år i et formidabelt nummer om rockere i Danmark: "Englebasserne". Han er også en af hovedkræfterne i årets Odenses Sommerrevy "Panik i Teltet", hvor han igen har fået flotte anmeldelser. Jan kan det hele, og ved Jubilæumskoncerten vil han ikke bare styre slagets gang, han vil nok heller ikke kunne dy sig for at vise andre sider af sit talent
SANG, DANS ELLER KOMIK, men bag det hele står selvfølgelig Odense Politiorkester under ledelse af dirigent Peter Holling. Orkestret akkompagnerer alle sangerne, og giver selvfølgelig også selv en række numre, der spænder over hele repertoiret fra musicals til medrivende jazz og evergreens.
BILLETTER kan fra 14. september købes hos Fionia Bank i Nørre Aaby, Båring, Ejby og Middelfart. Der er kun 400 pladser, så man skal nok skynde sig, hvis man ikke vil risikere at stå udenfor og se ind på det festklædte publikum, der nyder sangen, musikken og komikken.